At se tegninger

At se tegninger

Det at tegne, i hvert tilfælde det at tegne realistisk, herunder at tegne portrætter, handler om at se på en speciel måde. Processen hvor man forvandler en tredimentionel virkelighed til en todimentionel tegning handler nemlig først og fremmest om synes. Man skal kunne se, hvad det er, der gør en person eller en ting genkendelig. Blikket i øjnene, en bestemt rynke, næsens form eller en trækning i mundvigen. Men ikke nok med det. Man skal også kunne se forhold – kunne se, hvordan ørernes størrelse og placering er i forhold til resten af hovedet, hvordan en arm skal tegnes markant kortere end den anden arm for at få det til at ligne, også selvom armene selvfølgelig er lige lange i virkeligheden.

Man skal kunne se, om en person har specielt tætsiddende øjne, eller en vigende hage – og man skal turde tegne personer, selvom de adskiller sig fra det skema over ansigtets og kroppens proportioner, som man ser i de fleste tegnebøger.Selvfølgelig er det altid en fordel, at kende menneskekroppen og ansigtets indbyrdes proportioner, hvide at mundvigende normalt sidder på linje med pupillerne, når en person kigger lige ud, eller vide at afstanden mellem øjnene nårmalt svarer til øjets længde. Vide at hånden fylder lige så meget som ansigtet, at længden fra fingerspids til fingerspids når man står med strakte arme, svarer til længden på hele kroppen. Alt dette er nyttig og ligefrem nødvendig viden, men indimellem møder jeg personer, som netop adskiller sig fra disse skemaer. Deres øjne sidder tæt på hinanden eller også har de en overraskende høj pande eller udsædvanligt kort fra næsen til munden. Når jeg ser sådanne personer smiler jeg ofte for mig selv, og tænker på, hvordan min gamle tegnelære ville mene han skulle rette mine fejl, selvom jeg havde tegnet et enddog meget vellignende portræt.

Det er det samme, hvis man skal tegne farveportrætter. Der skal man også virkelig kunne se, at iris ikke bare er blå, men består af adskillige blå og brunlige nuancer, at en kaukasisk persons hud indeholder adskillige farver, der ligesom ligger under huden, så at sige. At læber sjældent er røde, at sort hår sjældent er sort og at skygger sjældent bare er grå eller sorte.  Næsten alle menneskers ansigter indeholder langt flere farver end man tror – og det handler om virkeligt at kunne se dem, i hvert tilfælde, hvis målet er at få tegningen til at ligne virkeligheden så meget som muligt!

Alle kan selvfølgelig lære at tegne – til en hvis grad, men hvis man ikke har evnen til virkelig at se, hjælper det ikke noget. Jeg kan huske, at jeg til en konfirmation i min mands familie stødte på en 5 årig dreng, hvis første respons til mit udseende ikke var en kommentar om mit store krøllede hår, hvilket ellers er den mest forekommende form for respons, men derimod en kommentar om at jeg havde enormt små ører – hvilket jeg har. Der tænkte jeg, at han havde potentialet til at blive tegner. Han skulle blot lære at overføre sådanne observationer til papiret.

Skriv en kommentar