ATV bane

ATV bane

De svedte og prustede og stønnede voldsomt, de fire store knægte, der var i gang med at grave i det terræn, der hører til vores ejendom, som er et nedlagt landbrug. Min søn, Morten, og tre af hans kammerater var i fuld gang med at anlægge en lille motocrossbane med forskellige hop og andre sjove forhindringer.

Jeg var på vej ud til dem med en stak kolde sodavand, da min gode nabo, der er aktiv landmand, nærmede sig fra den anden side. Han råbte til drengene, at de da vist godt kunne trænge til en hjælpende hånd, og han var den lykkelige ejer af en frontlæsser, som kunne udføre deres igangværende entreprenørarbejde på en brøkdel af den tid, det ville tage at gøre det med håndkraft.

Drengene blev glade, og jeg frydede mig i mit stille sind over det gode naboskab, som naboens gestus var udtryk for. Han hentede sin frontlæsser med en påmonteret skovl og gik i gang med at flytte jord efter drengenes anvisninger. Imens kunne de bare stå og drikke deres sodavand, mens jeg gik tilbage til køkkenet for at hente et par kolde øl til naboen og mig selv.

Baggrunden for det hele er egentlig, at Morten for et års tid siden for sine egne sparepenge købte en billig ATV, altså sådan en firehjulet motorcykel til brug i vanskeligt terræn. Han begyndte at køre rundt på den i vores eget terræn, og snart skulle flere af hans kammerater selvfølgelig også prøve den sjove maskine.

Det begyndte at udvikle sig i form af, at et par af de andre store drenge også købte sig en ATV, for jeg havde indvilliget i, at de kunne køre rundt i vores terræn lige så tosset, de havde lyst til. Selv om der er en lille risiko forbundet med deres til tider lidt vilde kørsel, mener jeg alligevel, at det er en sund interesse for sådan nogle store drenge i 16 års alderen.

Nu, hvor drengene har besluttet at anlægge en rigtig bane til deres fritidsfornøjelse, er der kommet flere kammerater til, og de har fået stillet et af vores udhuse, som vi alligevel ikke bruger til noget, til rådighed, så de kan have deres maskiner stående i tørvejr og låst inde, og så bruger de det faktisk også som en slags klubhus, hvor de blandt andet er ved at opbygge et mindre lager af ATV reservedele, for det sker jo, at der fra tid til anden går et eller andet i stykker på en af maskinerne.

Det var en fornøjelse at se drengene tage fat i spader og skovle igen for at planere de bunker jord, som naboen skovlede op med sin frontlæsser. Med maskinen kunne han sagtens foretage den grove del af planering, mens drengene så udførte den sidste finpudsning med håndkraft.

Det blev til en rigtig hyggelig lørdag eftermiddag, hvor vi hyggede os med nogle flere sodavand og vel også et par øller mere til naboen og mig. Jeg blev faktisk glædeligt overrasket, da naboen, der er oppe i 60’erne, sagde til drengene, at betalingen for hans hjælp skulle være, at han måtte prøve en tur på en af ATV’erne.

En kommentar til “ATV bane”

  1. Jeg prøve for første gang en ATV her for 2 uger siden da jeg var på besøg uden ved et hold venner. Jeg blev vild overrasket over for sjovt det egentlig var at køre på sådan en. Mon ikke vi snart skal besøge dem igen 🙂

Skriv en kommentar