Det betyder symbolerne i vaskeanvisningen

Det betyder symbolerne i vaskeanvisningen

Når man vasker tøj, er det en god idé altid at tjekke vaskesymbolerne, der sidder på mærkerne indeni tøjet inden man putter det i vaskemaskinen. Symbolerne angiver nemlig, hvordan tøjet skal vaskes, for at tøjet holder farven, formen og kvaliteten. Her får du en guide over de mest almindelige vaske- og tørresymboler.

Vaskesymboler

Symbolet med tallet i en skål med vand angiver, hvor varmt du kan vaske tøjet. Står der 40 i vandet, kan tøjet tåle at blive vasket ved 40 grader i en vaskemaskine.

Er der en vandret streg under skålen med vand, betyder det, at tøjet skal vaske på et skånsomt vaskeprogram. Et skånsomt vaskeprogram kan eksempelvis være ét med færre tromleomdrejninger. Er der to streger under, skal tøjet vaskes ekstra skånsomt, eksempelvis på et uldprogram.

Er der en hånd i skålen med vand, betyder det, at tøjet skal håndvaskes. Er der derimod et kryds over skålen med vand, betyder det, at tøjet slet ikke må vaskes. Her er løsningen at sende tøjet til rens i stedet for.

Tørresymboler

De firkantede symboler i vaskeanvisningen indikerer, hvordan tøjet skal tørres.  En firkant med en cirkel og en prik betyder, at tøjet må tørres i tumbleren, men ved lav varme. Er der derimod to prikker kan tøjet tørres ved almindelig varme.

Er der et kryds over firkanten, må tøjet slet ikke tørres i tumbler, da man kan risikere, at tøjet krymper eller på anden vis bliver ødelagt.

Er der en vandret streg gennem midten af firkanten, skal tøjet tørres liggende. Her kan man lægge et håndklæde på et bord eller gulvet og tørre tøjet ovenpå dette.

Selvom vaskeanvisningerne til tider kan være svære at gennemskue, er det vigtigt at følge dem, hvis man vil bevare sit tøj pænt.

Se flere gode råd på www.vaskemaskine-guiden.dk

Skriv en kommentar