Energiråd til tørretumblere

Tørretumblere er blandt de største energislugere inden for hårde hvidevarer. Det er endnu de færreste tørretumblere, der er A-mærket – og af de tørretumblere, der er det, er det kun kondenstørretumblere, der har fået A-mærket. Tørretumblere kan derfor være et lidt dyrt bekendtskab, men ikke desto mindre er det et rart apparat at have i forhold til at lette de huslige pligter. Samtidig er det ikke godt at tørre for meget tøj indendørs på grund af fugtudledningen, hvorfor tørretumblere også er belejlige.

Der er en række ting, du kan gøre for at mindske brugen af tørretumbler samt optimere din brug af tørretumbleren, når den nu alligevel skal i gang. På den måde kan du spare penge i længden og samtidig vise lidt hensyn til vores kære miljø – det er med andre ord en win-win situation at bruge tørretumbleren med omtanke.

1.     Det siger næsten sig selv, men det indlysende har også ret til at blive nævnt. Hvis du tørrer tøjet i det fri på tørresnoren bare engang imellem, vil der være penge at spare. Hver gang du tørrer dit tøj i tørretumbler, koster det dig cirka 5 kr. Hvis du i sommerhalvåret fravælger tørretumbling 3 gange om ugen og eventuelt også skipper en enkelt ugentlig tørretumbling i vinterhalvåret, så er det muligt for dig at spare 424 kr. på et år – eller det, der svarer til cirka 212 kWh. Hvis du er nødsaget til at tørre indenfor, så husk at åbn vinduerne. En typisk vask fordamper ca. 2,25 liter vand, og kan det ikke komme ud, påvirker det dit indeklima.

2.     Vælger du at bruge tørretumbleren, så skal du sørge for at centrifugere tøjet ordentligt. En øget centrifugering minimerer restfugtigheden i tøjet, hvilket forkorter tiden i tørretumbleren. Hvis du blot 3 gange om ugen centrifugerer tøj på 1600 omdrejninger rem for 1000 omdrejninger, kan du spare ca. 250 kr.

3.     Hvis du sørger for at rense fnugfilteret efter hver tørretumbling, kan du også forkorte tørretiden og forebygge brand. Den varme luft vil have svært ved at slippe igennem filteret, hvis det er dækket med fnug. Det vil gøre, at der skal produceres mere varm luft for at tørre tøjet, hvilket naturligvis koster mere energi.

4.     Hvis du sørger for, at tøjet eller sengetøjet ikke er foldet sammen eller krøllet, når du lægger det i tørretumbleren, kan du også minimere tørretiden – og det samme gælder, hvis du ikke overfylder tørretumbleren. En overfyldt tørretumbler giver krøllet tøj og tager længere tid om at tørre tøjet.

5.     Sorterer du tøjet efter tekstiltype, inden du kommer det i tørretumbleren, kan du tørre tøjet efter den mest hensigtsmæssige temperatur. Det vil både forkorte tørretid og forlænge tøjets levetid.

Det er nogle ret simple råd – og heldigvis for det, da det så gør det nemmere for dig at få det bedste ud af din tørretumbler. Med de fem råd kan tørretumblere hurtigt blive billigere i drift – så hvorfor ikke gøre forsøget og se, hvad det kan gøre for lige netop dit tørretumblerbrug?

Skriv en kommentar