Indretning med belysning på højt niveau

Indretning med belysning på højt niveau

Det var noget af en oplevelse at besøge min fætter Benny og hans kone, Inge Lise, sidste weekend. Benny er en helt fantastisk aktiv mand af gør det selv typen, og han kan simpelthen ikke holde ud ikke at have et eller andet større projekt kørende hele tiden.

For halvandet år siden købte de et nedlagt landbrug med ret dårligt vedligeholdte bygninger. De fik stedet for en slik og gik så straks i gang med en omfattende ombygning af stuehuset, som nu står lækkert og meget moderne både udvendigt og indvendigt.

På det seneste har Benny kastet sig over en gammel staldbygning, som han har indrettet som en slags gildesal med bar og et billardbord i den ene ende og så ellers mange små borde og stole, så den kan sidde op til 40 mennesker og spise.

Han har sænket rummets loft, så det virker intimt og hyggeligt. I det nye loft har han indfældet en masse små spots som loftlamper, der giver et godt lys, når der for eksempel skal spises, og så har han fået det lavet sådan, at man kan slukke halvdelen af de mange spots, hvis der er brug for lidt mere dæmpet belysning.

Inge Lise var bestemt også glad for den nye gildesal, for hun er noget af en festabe, der elsker at have mange mennesker på besøg hos sig, og hun står ikke tilbage for selv at sørge for maden til store selskaber. Hun er ligesom Benny meget fiks på fingrene, så hun elsker at købe gamle ting på loppemarkeder eller i genbrugsbutikker, hvorefter hun sætter dem i stand, så de er lige så fine som nye.

Til gildesalen havde hun været rundt forskellige steder og opkøbt en masse gamle men flotte væglamper. Ikke to af dem var ens, men hun havde pyntet nogle af dem op med nye lampeskærme, og nu hang de på væggene i gildesalen, så der var en lampe på hvert stykke mur mellem de gamle staldvinduer, som  de havde valgt at bevare. Med de små glasruder og tynde sprosser af jern, var de med til at give rummet en rigtig hyggelig atmosfære. Benny havde dog på indersiden af de oprindelige vinduer monteret en termorude, for ellers vil det koste en formue at holde en ordentlig temperatur i rummet om vinteren. Og både Benny og Inge Lise holder meget af at spille billard, så det er bestemt deres plan at bruge gildesalen hele året rundt.

Inge Lise havde på sine indkøbsture i genbrugsbutikker også fundet et par næsten antikke bordlamper, som nu står og pynter på bardisken. Også dem har hun sat flot i stand. I modsætning til væglamperne er de to dog helt ens, og hun har forsynet dem med nye lampeskærme, som hun selv har syet.

Det var en tydeligt stolt Benny, der viste stalden, som han kalder sin nye gildesal, frem for os, og han benyttede lejligheden til at invitere os med til en indvielsesfest, han og Inge Lise vil holde om et par uger. Den fest glæder vi os rigtig meget til.

Skriv en kommentar