Online marketing lige for alle?

Online marketing lige for alle?

Siden de allerførste virksomheder anlagde første og spæde kommercielle vinkler på hjemmesider og frem til dags dato, har det generelt været sådan, at internettet har været markedspladsen, hvor flere havde større chancer for et gennembrud. Heldigvis er det stadig sådan, men det er alligevel en sandhed med modifikationer. Som i enhver anden kommercialisering er der også online skabt “klasseforskelle”, der gør, at det måske alligevel ikke er helt lige for alle.

Mantraet om det gode indhold

Først og fremmest hedder det, at godt indhold på en hjemmeside eller en webshop pr. definition er det, der tiltrækker flest besøgende, flest omtaler på sociale netværk og flest links. Og dermed også de bedste placeringer i søgeresultaterne i søgemaskiner som Google og Bing. Til en vis grad er dette også sandt, men som i ethvert andet område, hvor marketing og kommercialisering råder, er der et hav af eksempler på, at mindre gode tekster, mindre gode produkter og mindre “perfekte” guruer render med al opmærksomheden. Vi kan altså sige, at godt indhold alene ikke gør det. Men hvad skal der så til?

Den fabrikerede virkelighed

Medmindre der er tale om ekstremt stærkt indarbejdede brands som Apple og den slags, har en ny konsulent, et nyt produkt eller en ny virksomhed behov for at få skabt et omdømme. Dette sker online ved at benytte sig af de sociale netværk, der råder. Og her tænker jeg ikke alene på steder som Twitter, G+ og Facebook. I mindst lige så høj grad er steder som Amino (i Danmark) medvirkende til at skabe en grobund for et navn, et brand eller en holdning.

Tænk blot på, hvor lidt reelt budskab en person med et stærkt brand behøver komme med, før en stor mængde “fans” roser budskabet til skyerne, linker til det og omtaler det. Når først et firma eller en person er nået der til, hvor det er muligt at aktivere en sådan fanskare, er det muligt at overtrumfe enhver kritisk røst med et fingerknips.

De nyttige idioter online?

Tilgiv mig denne overskrift – men for en nemheds skyld: Hvis et brand(person, produkt eller firma) har fået etableret en lille hær af nyttige idioter, kan et hvilket som helst budskab mangfoldiggøres og spredes på et øjeblik. Det kalder jeg ofte for “Guru Mahara ji” effekten. Det har jeg døbt den, efter den engang så kendte guru udstillede sin egen afføring i en osteklokke i Bella Center i København og fik tusinder af fans til at stå henførte og betragte den.

I dag er det muligt for dem, der har formået at skabe sig et følge af “nyttige idioter” at levere et middelmådigt produkt eller en ligegyldig holdning serveret i et indlæg eller i en podcast – og få stående ovationer. Sådan er det bare.

Sammenhæng med søgemaskineoptimering?

Lad os huske på, at søgemaskineoptimering i dag handler om meget bredt mix af indhold, teknik, links, social deling og fingerspidsfornemmelse. Det er en absolut 360 graders proces – det var firmaet Concept Interest, der for en del år siden coinede udtrykket “360 graders søgemaskineoptimering“. Og netop denne 360 graders tilgang gør, at adgangen til succes online alligevel ikke er alle lige tilgængelig. De virksomheder/personer, der ikke professionelt og med hjælp fra eksperter tager processen hele vejen rundt, vil stå tilbage som dem, der ikke nåede helt i mål.

Lad os høre, om der er nogen derude, der er uenige?

3 kommentarer til “Online marketing lige for alle?”

  1. Fantastisk udtryk “De nyttige idioter online?” det har tit irriteret mig og undret mig at når en eller anden guru udtaler sig så klapper folk bare hælene sammen helt ukritisk uden at stille bare et spørgsmål ved holdningen, produktet eller ideen.
    Så det kan bestemt være nyttigt at skabe sig sin egen onlinehær – men det kan så også være svært nok 🙂

    • Det er vel en konsekvens af at vedkommende har fået en vis autoritet og at “de nyttige idioter” har taget personen til sig. Jeg tror bare ikke på at man kan fortsætte med at levere ting der bare er “okay” og fortsat overleve – medmindre man indimellem trækker fra med noget særligt 🙂

  2. Jeg er enig om i, at man skal tænke hele vejen rundt. SEO har jo sit helt klare mål, men har for nyligt været i kontakt med en selvstændig, hvis ydelse jeg aldrig har hørt udtalt før. Så med en optimering direkte på dette søgeord ville det sikkert være nemt at nå gode placeringer, men det vil ikke være meget værd eftersom betegnelsen for ydelsen ikke er alment kendt.

    Det her er et ekstremt tilfælde, men det sætter fokus på nødvendige overvejelser om at online markedsføring er andet end søgeordstyret optimering 🙂

Skriv en kommentar