Smykker skal passes på

Smykker skal passes på

Det er faktisk udmærket at have en snedker med i bestyrelsen for en idrætsforening. Det blev jeg i hvert fald klar over for ikke så længe siden, da der opstod en lidt uventet situation i vores forening.

Det startede med, at bestyrelsen besluttede at efterkomme et ønske fra mange i vores lille by om at starte et fodboldhold for piger i alderen 16 til 18 år. Der var åbenbart en tilpas stor interesse blandt de unge piger for at spille fodbold, og jeg blev af formanden spurgt, om jeg mon ikke kunne være den rette til at træne dem.

Efter en længere årrække som træner for drenge i forskellige aldre var jeg faktisk straks med på ideen. Det kunne være en spændende udfordring at træne et pigehold, mente jeg.

Allerede den første træningsaften, hvor der også var tilmelding til holdet, kunne jeg konstatere, at de unge piger i hvert fald på et enkelt punkt havde misforstået noget omkring det at spille fodbold. Ganske vist havde de medbragt shorts og fodboldstøvler, mens deres spillertrøjer skulle stilles til rådighed af klubben. Men de kom også næsten alle sammen pænt pyntet med smykker af forskellig slags, både halskæder, armbånd og ringe. Jeg tog tråden op og startede med at fortælle pigerne, at enhver form for smykker er bandlyst, når man skal spille fodbold.

Det forstod de godt og begyndte selvfølgelig at afføre sig smykkerne, men flere af dem gjorde mig opmærksom på, at der kunne være et problem på træningsaftenerne generelt, fordi nogle af dem af tidsmæssige grund var nødt til at tage direkte fra et job og til træning. Og jeg ville vel ikke forlange, at de undlod at bære smykker på arbejde, spurgte de.

Nej, men så må I jo bare efterlade jeres smykker i omklædningsrummet, var min umiddelbare reaktion. Men så blev jeg belært om, at der jo ikke i alle tilfælde var tale om billige smykker, som man kunne tillade sig at efterlade i et omklædningsrum, der normalt ikke er aflåst under fodboldtræningen. Med andre ord efterspurgte de en måde, hvorpå de kunne få opbevaret deres smykker under træningen.

Jeg kun godt se problemet, så jeg henvendte mig til foreningens formand for at høre, om der kunne bevilges midler til at indkøbe et lille skab med lås, så vi kunne låse pigernes smykker inde, mens omklædningsrummet står tomt.

Formanden erkendte efter lidt snak nødvendigheden af sådan et skab, men så kom han i tanker om, at vi lige skulle klappe hesten, for et af de andre bestyrelsesmedlemmer er snedker, så det kunne være, at han ville lave et skab til formålet.

Det var en opgave, han påtog sig med glæde. Jeg kunne mærke på ham, at han i virkeligheden syntes, det var ganske sjovt. Han lavede et flot og gedigent skab i solidt egetræ hjemme på sit værksted, og efterfølgende blev det boltet solidt fast til væggen i vores omklædningsrum. Skabet var udstyret med en lås, som ifølge snedkeren ikke sådan uden videre kunne dirkes op.

Så nu er det min opgave at bære nøglen til skabet i en snor om halsen, når jeg træner pigerne.

Skriv en kommentar