Roberst fremtid

Roberst fremtid

Det var en rigtig festdag i familien forleden, da vores ældste søn, Robert, fik et brev om, at han var blevet optaget på musikkonservatoriet i København. Jeg var ude at gå en tur i skoven sammen med vores hund, da Robert ringede til mig på mobiltelefonen og fortalte den gode nyhed. Han var helt oppe i skyerne, og jeg glædede mig selvfølgelig også meget på hans vegne.

Mens hunden løb glad rundt tænkte jeg tilbage på Roberts opvækst og hans udvikling frem mod at blive en nærmest virtuos violinist. Som dreng i 12 års alderen var han tilfældigt faldet over en beretning om en berømt violinbygger i Italien, Guarneri, og beretningen fascinerede Robert så meget, at han begyndte at interessere sig for violinspil.

Vi købte en brugt violin til ham, men selvfølgelig ikke en ægte Guarneri, for den slags skal man vist være mangemillionær for at komme i nærheden af. I starten øvede Robert sig flittigt på violinen, og min kone og jeg blev snart enige om, at han burde have noget undervisning, for det så ud til, at han ville holde fast i interessen for violinspillet.

Han gik også til undervisning, men der gik ikke så lang tid, før han var stort set lige så dygtig på instrumentet som sin lærer. Det var nogle måneder, før Robert skulle gå i 9. klasse, at min kone tilfældigt hørte om en virkelig dygtig lærer på en musik efterskole ikke ret langt fra vores by.

Derfor var det oplagt at overveje, om Robert skulle tage de to sidste år af sin skoletid før gymnasiet på den pågældende efterskole, så han eventuelt kunne komme videre med sit violinspil. Og vi fik masser af hjælp med gode råd fra vores ejendomsmægler Max Mardorf, der er en god ven af familien.

Vi valgte at kontakte skolen for at høre nærmere om den lærer, min kone havde hørt omtalt. Vi fik at vide, at han var konservatorieuddannet, og at han i øvrigt uafhængigt af skolen gav undervisning til flere unge talenter.

Vi var ikke i tvivl om, at et efterskoleophold kunne få Robert videre i bestræbelserne på at blive professionel musiker. Min kone var i sine unge dage elev på to forskellige efterskoler, og hun har altid ment, at opholdet væk fra hjemmet er sundt for de unge mennesker, så vi valgte at foreslå Robert at tage på efterskole.

Det ville han gerne, og jeg husker med stolthed tilbage på de samtaler, vi i den periode havde med Roberts lærer i violinspil, for læreren gav klart udtryk for, at han betragtede Robert som et naturtalent, der med den rigtige pleje kunne udvikles til en stor stjerne indenfor det felt.

Foruden den gode udvikling af violinspillet, Robert oplevede i løbet af sine to år på efterskole, blev det også en periode, hvor han udviklede sig meget på andre områder, og han var en langt mere moden ung mand, da han afsluttede sin efterskoletid.

At blive optaget på musikkonservatoriet er naturligvis ikke nogen garanti for, at man ender som en feteret virtuos, men det kan da i alle tilfælde betragtes som en forudsætning, så indtil videre tegner det faktisk lyst for Roberts fremtid.

2 kommentarer til “Roberst fremtid”

  1. Tillykke til Robert og forældrene 🙂
    Et efterskoleophold er gavnligt for alle, jeg har endnu ikke hørt om nogle unge mennesker der har taget skade af en tur på efterskole.

    Benny
    Pensioneret lærer

  2. Benny det kan godt være man ikke hører om det, men mon ikke der er nogen der lokkes i ufører ?

    Vores unger har i øvrigt også gået på efterskole, og de er kommet fint derfra igen.

Skriv en kommentar