Da mine forældre for mere end 30 år siden valgte at starte en hundekennel, var det for mig som halvstor pige lidt af et eventyr, for jeg har hele mit liv været vild med hunde, og nu blev jeg omgivet af et større antal i det daglige, så der var nok af hunde at kæle med.
Og helt vildt var det, når en af tæverne fik et kuld hvalpe. Sådan nogle små uldtotter med masser af nysgerrighed og mod på livet er jo slet ikke til at stå for, så jeg var kun glad for de arbejdsmæssige opgaver, min forældre gav mig i forbindelse med at passe hundene.
Den tid tænker jeg ofte tilbage på nu, hvor det er min mand og mig selv, der driver en hundekennel. I dag foregår tingene langt mere strømlinet og i hvert fald mere videnskabeligt end den gang, da mine forældre havde kennel og jeg endnu var barn.
Nu forsøger vi at sikre os bedst muligt med hensyn til de hunde, vi bruger som avlsdyr. Min mand er dyrlæge og fungerer også som sådan, mens det primært er mig, der passer kennelen. Men netop det, at han er dyrlæge, har ført en vis grad af videnskabelighed ind i arbejdet.
Et eksempel er, at han nu tager prøver af hanhundenes sæd, så snart de er blevet kønsmodne. I starten tog han sædprøverne med på den dyrlægeklinik, han ejer sammen med en kompagnon, for at undersøge sædkvaliteten, hvilket foregik i en såkaldt cell counter, der som navnet antyder tæller antallet af sædceller i prøven.
Men den metode var lidt besværlig for ham, fordi sådan en sædprøve helst skal undersøges, mens den endnu er temmelig frisk, så nogle gange var undersøgelsens resultat ikke helt pålideligt, hvis han for eksempel var nødt til at tage sig af noget andet på klinikken, inden han kunne undersøge den sædprøve, han havde medbragt.
Så han valgte at forsøge at finde et brugt måleapparat magen til det, de havde på klinikken, i det håb, at han kunne finde et tilpas billigt et, så han kunne foretage sine undersøgelser hjemme på kennelen.
Han søgte blandt andet på nettet, og han fandt faktisk flere, der var tilpas billige. Det bedste tilbud fandt hans hos en fransk dyrlæge, der på grund af pensionering solgte ud af sit udstyr. Jeg kan huske, at han lige måtte en tur omkring vores ordbøger for at være sikker på, at den annoncerede compteur automatique de cellules nu også var det samme som de automatic cell counters, han var på jagt efter.
Det kunne jeg nu godt have fortalt ham, idet jeg faktisk som ung uddannede mig som cand. mag. i fransk, men jeg ville dog ikke blande mig, for de tekniske betegnelser for den slags avanceret udstyr kan i nogle tilfælde afvige fra det rent sproglige.
Det endte med, at han købte apparatet fra Frankrig, for selv om han skulle betale for fragten, blev det alligevel det billigste af de tilbud, det lykkedes ham at finde frem til via internettet. Vi elsker simpelthen det net – og vi bruger internettet flittigt.