Et af de nyeste produkter i vores internetbutik, som jeg driver sammen med min mand, er en lille GPS dims, som jeg har for vane at kalde den, mens min mand nok lidt mere korrekt kalder den en GPS sender. Den er beregnet til at sætte i en hunds halsbånd, hvorefter man med det tilhørende computerprogram installeret på sin computer kan følge hundens færden, hvis den skulle have fundet på at stikke af fra de hjemlige omgivelser.
Vi har selv haft en dejlig hund i nogle år, men han er lidt af en bandit, for hvis det pludselig stikker ham – og han får chancen – så render han hjemmefra, og vi har brugt mange timer på at lede efter ham i hele kvarteret.
Så fandt min mand på at købe en GPS sender i en forretning med udstyr til hunde, og derefter kunne vi køre direkte til det sted, hvor hunden befandt sig og få ham hentet hjem igen. Men “dimsen” var lige lovlig dyr, syntes min mand, så han begyndte at undersøge, om man måske kunne forhandle den slags i vores netbutik til en mere gunstig pris. Og ingen af os var i tvivl om, at behovet og dermed markedet bestemt er til stede.
Vi indgik en aftale med en leverandør, som importerer GPS senderne fra en kinesisk producent. Derefter begyndte vi at markedsføre tingesten på vores hjemmeside og andre steder. Vi fik lov til at lægge nogle flyers med beskrivelse af produktet i den lokale agilityklub, og i den forretning, hvor vi selv køber vores hundefoder, fik vi også lov til at lægge reklame for vores nye produkt, idet forretningen ikke selv sælger den slags.
Og jeg skal da lige love for, at kunderne har taget godt imod vores GPS sender. Den går nærmest som varmt brød, og heldigvis havde min mand gjort et godt stykke forberedende arbejde, før vi satte dimsen til salg. Han fandt først og fremmest frem til en egnet emballage til senderen og den medfølgende dvd med den lille stump software, som brugerne skal installere på deres computer. Vi ved af erfaring, at det er arbejdsbesparende for os, når emballagen er velegnet til varen, og samtidig efterlader det også et godt indtryk hos kunderne.
Når vi modtager varer fra leverandøren, er det sådan, at vi skal sørge for, at sammenholde selve GPS senderen og den tilhørende dvd med software. Derfor valgte min mand fra starten at sætte labels på hver af delene og skrive matchende koder på dem, så vi altid kan sikre os, at det er den rigtige dvd, vi sender til kunden sammen med selve senderen.
Om aftenen er det ofte vores to store børn, der hjælper os med at få pakket tingene til forsendelse, og de har efterhånden fået stor erfaring i at putte varerne i de rigtige størrelser boblekuverter, som vi bruger til langt de fleste forsendelser.
Det er en god hjælp for os, at børnene deltager aktivt i butikken, og de gør det gerne, fordi de ved, at deres indsats er med til at sikre, at der er råd til en god sommerferie.