At jeg er fummelfingret, er den kæmpestore klemmelus, jeg har på min pegefinger et bevis for. Den er argumentet for, at jeg ikke skal tilkaldes, når min mand har et eller andet stort projekt i gang og har brug for hjælp til at holde et bræt. Han elsker at lave møbler i træ. Han er faktisk ret dygtig til det, selvom han ikke er uddannet som møbelsnedker. Der er flere af vores venner, der har bestilt et møbel, som han har lavet, fordi de synes godt om hans designs. Og ja, vi har da også selv fået sat vores køkkenbordsplade op. Han har selv lavet den. Den er lavet af forskellige træsorter, og den er meget flot. Sådan i striber, der væver sig ind og ud af hinanden. Man kan se lyst og mørkt træ i den. Virkelig et smukt og unikt køkkenbord.
Skruetvingerne
Min klemmelus fremkom en dag, hvor han gerne ville have, at jeg hjalp ham med at holde et par store stykker træ sammen, imens han satte skruetvinger på, så de kunne holdes sammen, mens limen tørrede. Han limer altid træet sammen, inden han borer skruer ind.
Jeg gik ned i til værkstedet for at hjælpe ham. Jeg fik nøje instrukser på, hvordan jeg skulle holde de to brædder på høvlebænken.. Han arbejdede ret hurtigt. Og det stressede mig. Jeg tabte selvfølgelig et af brædderne, og vi måtte begynde forfra med at sætte det op, så alt passede med mål og træsorter. Han blev irriteret på mig. Jeg kunne godt mærke, at han var irriteret, så jeg sagde ikke noget og gjorde mit bedste for at holde brædderne stille. Men jeg havde fået min finger i klemme mellem brædderne. Jeg sagde ikke noget. Jeg regnede med, at jeg ville kunne nå at få fingeren ud, inden han spændte skruetvingerne til.
Trak til mig
Men nej, det kunne jeg ikke. Jeg trak naturligvis, fingeren til mig i det øjeblik, hvor jeg kunne mærke, at der blev strammet. Han blev forskrækket, men fik sat skruetvingen på. Han spurgte naturligvis, om jeg kom noget til. Jeg fortalte ham, at jeg bare fik fingerens hud i klemme. Det var ikke alvorligt. (Det gjorde faktisk rigtigt ondt, og jeg kunne godt se klemmelusen bryde frem under huden.) Vi fortsatte arbejdet, som nu var noget nemmere, fordi de første brædder var sat på plads. Så jeg tog det roligere, og de sidste skruetvinger blev sat på.
Av for en klemmelus
Jeg gik tilbage op i køkkenet og fik åbnet for det kolde vand. Fingeren ind under strålen. Det lettede lidt på smerten. Jeg bandt en klud om fingeren og satte mig ind i stuen for at læse avisen på min tablet. Min husbond arbejdede videre i endnu en halv time. Derefter kom han op. Han så selvfølgelig, at jeg sad med forbinding på min finger og spurgte, om jeg havde skåret mig, imens jeg lavede mad. Jeg fortalte ham, at ’nej, jeg har ikke lavet mad. Og du må gerne invitere mig ud at spise.’ Jeg viste ham min klemmelus. Han gik direkte ind og bookede et bord nede på den lokale, hvor vi ofte kommer.